Honda VTR


Knastkædestrammerne

Knastkædestrammerne er en mekanisk konstruktion, og ikke som jeg oprindeligt havde fået opfattelsen af, hydraulisk understøttet. Det er i øvrigt et OEM produkt, nok den ringeste komponent på VTR motoren. Samme strammer bruges på Kawazaki GPX 600.

Det er alene den ret tynde spiralfjeder, der er "trukket op" som en urfjeder, som gennem spindelens gevind giver anlægtrykket mod kædeguiden.


I sommeren 2003 var der periodisk klaprelyde fra bagerste knastkædetunnel. Jeg fjernede blændskruen bagerst på kædestrammerhuset, og motionerede det indvendige gevind. Med gevindet let løsnet kan man skubbe stemplet lidt frem og tilbage. Herefter lod jeg fjederen stramme gevindet op, og siden virkede problemet til at være forsvundet.

Ved ventiljusteringen i vinteren 2003 adskilte jeg begge strammere, og rensede den forreste for olieslam.

Den bagerste strammer havde et defekt hus, og faldt fra hinanden da jeg tog den ud af topstykket. En ny strammer fra David Silver Spares blev monteret, (i øvrigt halv pris i forhold til Danmark), altså en levetid på kun ca. 30.000 Km. Det er for ringe.


Og i 2006, ved 65.000 Km. var den gal igen. Strammeren fungerede ikke ordentlig, og med blændskruen fjernet var det tydeligt at se, at spindelen "flagrede" rundt, vel svarende til 180°, når motoren gik i tomgang. Det kan der være to grunde til: 1. Fjederen har mistet styrke, eller 2. Der er forsvundet friktion i spindelens gevind, og anlægsflade mod huset. I hvert fald evner strammeren ikke at holde knastkædens vibrationer i ave ved tomgang, med deraf følgende støj.

Jeg besluttede at forsøge at reparere strammeren, og satsede på at manglende friktion var problemet.

Det skulle vise sig at være rigtigt.
Spindelen til højre er tydeligt "poleret" på anlægsfladen mod huset.
Spindelen til venstre har fået et par skrå filestrøg således at kærven nu har to skarpe kanter.


Spindelen kan nu let dreje venstre om, og stramme op, hvorimod spindelen, under tryk, forhindres i at dreje højre om, og derved slække kæden. Strammeren har fungeret fejlfrit siden, (nogle tusinde Km.). Jeg har ingen idé om hvor længe dette "fusk" kan holde, og dette skal ikke være en opfordring til at gøre ligeså, jeg vil ikke lastes for fejl, eller defekte motorer, afledt af at du følger disse anvisninger.


Oplevelser fra, og tekst forfattet af Orla Pedersen
15-12-2006